-
Business-update: Danske Marie Louise Kirk bliver en del af den øverste top i Goldman Sachs
Source: BDK Finans / 22 Jan 2025 09:58:50 America/Chicago
God eftermiddag, kære læser. Det er blevet onsdag, klokken har passeret 16.30 og dermed er det tid til endnu en opdatering fra Berlingskes årvågne erhvervsredaktion, hvor vi serverer et håndplukket udvalg af dagens historier. Vi begynder som sædvanlig hos de andre medier og slutter med tre uundværlige fra os selv. God læselyst! #1 – Danske Marie Louise Kirk bliver en del af den øverste top i Goldman Sachs 49-årige Marie Louise Kirk har kæmpet sig op ad rangstigen i det prestigefyldte finanshus Goldman Sachs. Hun startede som praktikant i London, men i 2008 blev hun flyttet til investeringsbankens kontor i New York – to uger inden finanskrisen ramte. I 2012 blev Marie Louise Kirk partner i en alder af blot 36 år. Og nu har hun nået toppen. I en pressemeddelelse skriver Goldman Sachs nemlig, at Marie Louise Kirk som en del af en større udskiftning i toppen bliver en del af koncernledelsen (management committee). Samtidig meddeler finanshuset, at Marie Louise Kirk fortsætter i sin nuværende stilling som »Chief Administrative Officer« for Goldman Sachs i Asien. #2 – Danske Bank idømt millionbøde for rentemanipulation: Norges Bank »blev røvrendt« Danske Bank er blevet idømt en millionbøde, efter at en nu tidligere medarbejder angiveligt har manipuleret renten på norske statsobligationer. Mediet Finans har gennemgået den 31 siders lange afgørelse, der viser, at medarbejderen på blot 26 minutter gennemførte 16 handler – 12 af dem på blot fem minutter. Handler, som ifølge Finanstilsynet flyttede renten fra 3,12 til 3,16 procent. Ifølge Finans skulle Danske Bank-medarbejderen på et tidspunkt have sagt, at Norges Bank »blev røvrendt« og at banken »fucking hadede det lort«. Afgørelsen er baseret på foretagne handler og samtaler mellem medarbejderen og en række andre personer. Det er Danske Bank selv, som gjorde myndighederne opmærksomme på interne forhold, hvor der var mistanke om potentiel markedsmanipulation. # 3 – Trump kan hjælpe Novo Nordisk – og sikre 20 milliarder kroner Der kan være hjælp fra uventet front på vej til Novo Nordisk. For sammen med en række amerikanske konkurrenter kæmper Novo Nordisk hårdt mod den lov om prisfastsættelse af medicin gennem sygesikringen Medicare, som den nu forhenværende præsident Joe Biden indførte. Men nu håber Novo Nordisk og konkurrenterne, at Donald Trump vil sløjfe prisfastsættelsen på medicin i sygesikringen Medicare. Ifølge analytikere vil det skære mere end 20 milliarder kroner af Novo Nordisks salg fra 2027, hvis ikke det sker. Det skriver Dagbladet Børsen. Det amerikanske sundhedsministerium annoncerede i sidste uge, at blandt andet Ozempic og Wegovy var blandt de lægemidler, som skal forhandles ned i pris i Medicare. Allerede på Donald Trumps første dag som præsident sløjfede han flere af de love, som Joe Biden indførte i løbet af sit embede. Trump har dog ikke haft fokus på medicinpriserne under valgkampen, og det er derfor stadig uafklaret, om han vil ændre på noget. Tre uundværlige fra Berlingske Business #A – Ulrik Bie: Sådan skal du forstå Trumps seneste trusler om told Donald Trumps mange trusler om told og straftold er en vigtig del af hans grundfilosofi og en vigtig del af hans forhandlingsstrategi. Det er nemt at fare vild. Og told er ikke bare told. EU er i sigtekornet – og dermed også Danmark. Men det er bare ikke så lige til – for Trump. Læs historien her. #B – En håndfuld aktiegiganter er sprintet fra feltet. Nu kigger investorerne på ny investering: »For hver uge, der går, får jeg mere ondt i maven« De amerikanske aktier er de seneste år sprintet fra resten af verden. Men opturen har været drevet af meget få selskaber. Det har fået investorerne til at hælde rekordmange penge i en mere sikker investering. Læs historien her. #C – Giganter skyder billioner i at gøre USA til supermagt inden for kunstig intelligens Donald Trump offentliggør plan om en kæmpe privat satsning på at bygge en stribe nye datacentre i stor satsning på at banke Kina på plads. Læs historien her. Tak fordi du læste med! På gensyn i morgen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-danske-marie-louise-kirk-bliver-en-del-af-den